Elevfortælling III

Karen er 48 år og har brugt Kofoeds Skole i knap et år. I 30 år arbejdede hun inden for psykiatrien, og har haft en flot karriere.

– I mange år har jeg selv henvist mennesker med psykiske problemer til Kofoeds Skole. Jeg havde gode erfaringer med stedet, og hvis der skulle være overensstemmelse mellem det, jeg sagde, og det gjorde, skulle jeg heller ikke selv føle mig for god til at bruge skolen, da jeg selv fik problemer. Men et eller andet sted var der noget, der sagde: ”Hvad er det nu for noget?”

Efter en alt for lang og stresset periode på arbejdet, blev Karen sygemeldt.

– Selvom jeg sagde til mig selv nok så mange gange, at jeg skulle videre igen, sket der ikke noget. Der sket først noget, da jeg kom på Kofoeds Skole. Jeg kendte jo skolen fra mit arbejde, og jeg tænkte, at det måske var her, jeg kunne sidde lidt og komme i gang igen ved at arbejde med bare en lille bitte ting og være sammen med nogle mennesker.

- Jeg tror, at jeg på førstedagen fremtrådte anspændt og nervøs. Jeg har haft med psykisk syge, der bor i området, at gøre, og jeg var klar over, at jeg ville møde mennesker, jeg kendte. Men jeg følte mig velkommen, og det føltes ikke nedværdigende, tværtimod.

- De følgende måneder var jeg næsten hver dag på skolen fra kl. 8.30 til 15, fordi jeg havde brug for at opbygge og opretholde en normal hverdag, og jeg kunne mærke at strukturen gradvist kom tilbage igen. Det åbne værksted er i stand til at samle mennesker som mig op, inden det går helt galt, og det kunne det have gjort. Det lyder dramatisk, men jeg er faktisk ikke sikker på andet end, at det kunne være gået en helt anden vej, hvis jeg ikke var gået herhen.

Karen har i dag påbegyndt en ny uddannelse som voksenunderviser og ser frem til at give sig i kast med læsepædagogik med henblik på undervisning af voksne med læsevanskeligheder.